Først udgivet i KatteMagasinet 02/2020
Forfatter: John Bøwes
Kallibunker
Hej jeg hedder Kalibunker og er verdens første Cornish Rex. Den 21. juli 2020 ville jeg være fyldt 70 år. Det der er helt specielt ved mig er, at jeg kun har det inderste hårlag, som danner de fineste krøller. Nu skal I høre lidt om mig og mine efterkommere.
Racen udvikles
I et kuld ganske almindelige gårdkatte, født den 21. juli 1950 i Cornwall, England, var der en killing med et afvigende udseende. Ejeren, Mrs. Ennismore, syntes at pelsen lignede pelsen på rexkaniner, og sådan opstod begrebet Rex-kat. Hun besluttede sig for at beholde ham som indekat og gik til dyrlægen for at få ham kastreret. Dyrlægen mente at det ville være en skam og overtalte hende til at kontakte genetikeren A. C. Jude, med henblik på at forsøge at udvikle en decideret race.
Det første man gjorde, var at parre Kallibunker, tilbage på moderen, Serena, hvilket resulterede i et kuld bestående af en hun med glat pels og to hanner med krøller. Den ene hankat dør, den anden, Poldhu (blå tortie), parres tilbage på bl.a. Serena og nogle af Kallibunkers normalpelsede afkom. Efter nogen tid har man 64 afkom, hvor af de 29 er normal pelsede og 35 rexede. I 1955 fastslår genetikere at genet for krøller er vigende.
Avlsarbejdet fortsætter; men ikke uden problemer. På et tidspunkt er Mrs. Ennismore nødt til at aflive en stor del af sine katte bl.a. Kallibunker, da hun ikke har økonomi til det store kattehold. Poldhu bliver neutraliseret ved et uheld, da en dyrlæge vil forske i hans specielle farve, idet 3 farvede hankatte normalt er infertile. Dermed er Sham Pain Charlie den eneste fertile Cornish Rex hankat tilbage.
Grundet det spinkle avlsgrundlag, der er tilbage i UK, parres der ind med forskellige racer som: Siameser, Burmeser og British Shorthair. Mrs. Ennismore må opgive at føre arbejdet videre; men heldigvis træder Brian Sterling Web til med det fortsæt at videreudvikle racen, og det er ham, vi kan takke for, at racen blev reddet.
I 1960 så Mrs. Beryl Cox i Devons-hire, et billede af Cornish Rex katten Du-Bu Lambtex i sin avis, hvor der stod: Den eneste krøllede kat i UK. Mrs. Cox kigger på sin kat og tænker: Det passer da ikke for du har da også krøller, Kirlee. Hun henvendte sig til opdrætterne i Cornwall, som blev meget begejstrede, da man gerne ville have frisk blod ind i avlsarbejdet. Desværre viste det sig at alle parringer resulterede i glathårede killinger og man fandt på den måde frem til, at der var tale om to forskellige mutationer. Disse benævnes herefter: Rex gen I og Rex gen II, senere Cornish Rex og Devon Rex. At to forskellige mutationer opstår så relativt tæt på hinanden, bliver ikke mindre besynderligt af, at der samtidig i Berlin, Tyskland, er opstået en mutation som er identisk med Rex gen I, nemlig den vi kender som German Rex.
I 1957 blev 2 katte sendt til USA, hvoraf den ene, Lamorna, er drægtig. Hendes afkom Diamond Lil og Marmaduke of DazZling, bliver grundstammen i den amerikanske rex-avl. I USA indparrede man med slanke katteracer, idet man ønskede at holde sig så tæt på Kallibunkers type som muligt. I midten af 60’erne importerede Mrs. Ashford en hankat Rio Vista Kismet fra USA med henblik på at få typen på de engelske CRX, der var blevet mere bamsede, tilbage mod idealet fra Kallibunker.
Udseende
CRX er en mellem størrelse kat, der fremstår højbenet, muskuløs, slank og elegant med en lang tilspidset hale. Den har store opretstående ører, mellemstore mandelformede øjne, en lige pande med et markant knæk til den lige snude, der sammen med den markante hage, danner racens karakteristiske profil.
Pelsen, der kun består af underuld, er blød og tæt, med krøller liggende i bølger, som på et vaskebræt, fra nakken og til den yderste halespids. CRX kan fås i alle farver, undtagen varianter med tofarvede hårstrå da disse ligger i dækhårene, som CRX, som beskrevet, ikke har. Øjenfarve skal matche pelsfarven.
Temperament
Katten der aldrig bliver voksen; legesyg, aktiv, kontaktsøgende, kærlig og kælen. Meget social og fungerer godt med både børn og dyr. Den deler gavmildt ud af sin kærlighed til alle i stuen, selv gæster får kærligheden at føle. Fungerer ikke som alenekat, medmindre man, nærmest altid, er hjemme sammen med katten. Såfremt man ikke kan være hjemme hos den, er det en god ide at have mindst to. Hvis man ønsker sig en sofa kartoffel er Cornish Rex ikke racen, da den stor set altid er i gang med noget. Dog skal det nævnes, at de gerne kommer og kæler og ruller sig sammen på ens skød, når først det er sove tid.
Helbred
Blodtype problematik. Det skal dog nævnes, at der blandt CRX findes to blodtyper; A og B. Dette kan give udfordringer, hvis man vil parre to katte med forskellig blodtype, da en B-hunkat parret med en A-hankat, vil resultere i killinger, der dør hvis de dier hos deres mor, de første 24 timer, da hun danner antistoffer mod killingerne. Derfor er det vigtigt, at disse bliver håndmadet i starten. Dette indebærer så at killingerne går glip af den nødvendige råmælk som hunkatten normalt producerer. Sverige har forbudt bevidst parring i denne kombination af denne årsag. Der er ingen risiko, hvis hunkatten er A og hankatten er B.
CRX i Danmark
CRX har haft en meget omskiftelig popularitet i DK. Den første opdrætter af CRX i Danmark var, Henny Knudsen Af Yala, som importerede 2 katte: Annelida Pearly King og Annelida Endora. Hun skiftede dog hurtigt over til abyssinier.
Af andre tidlige opdrættere kan nævnes N. C. Nielsen Af Hadsund, B. L. Hansen Af Pyames, U. Sejrsbo, Dormet F. Eldevig Af Gammel Vartov, E. Jensen Birkelund, Vad Jensen Af Tarup, G. Pedersen Riberia, L. Arnholtz Omali, D. Vad Jensen Camelyard der har været flere; men jeg kender ikke alle. Jeg vil mene, at den enkeltperson, der har gjort mest for CRX i DK, er Susanna T. Bugge. Bodwin, der gennem en menneskealder har importeret, opdrættet og eksporteret mange fine CRX katte. I 1992 var hun med til at stifte Rex og Sphynx Klubben, Danmark, som hun var formand for i næsten 25 år.
Hvordan jeg fik CRX
I 1970 gik jeg i klasse med Christian, som havde siamesere. Han talte aldrig om andet, og for at få fred, lovede jeg ham, at min hustru og jeg, ville besøge den kommende katte udstilling i Erritsø, for at hilse på hans vidundere. Dagen oprandt og vi kom ind i hallen, hvor burene stod i lange rækker. Da vi kommer ned for enden af den første blok, er der et bur, med en kat og nogle besynderlige killinger. De er meget livlige og nærmest akrobatiske i deres leg. Derudover, har de en underlig ligesom bølget pels, ejeren fortæller at det er en ny race med kun et lag pels der som jeg selv kan se ligesom bølger fra nakke til halespids.
Vi stod længe uden at kunne løsrive os og hver gang vi ligesom skulle videre, kom vi kun et par bure væk, før vi vendte tilbage til killingerne. Da vi forlod udstillingen havde vi købt vores første CRX, en killing ved navn, Rasmine af Hadsund, for 400 kr. på afbetaling, (SU var ikke stor dengang). Christians katte fik vi aldrig set; men han tilgav mig, da han fik forklaringen.
Jeg begyndte at udstille Rasmine (Mussi) og i 1972 var jeg så heldig at have Nancy Hardy som dommer. Hun havde på det tidspunkt en hankilling til salg. Jeg blev herefter den lykkelige ejer af Senty Twix Miraculix (Boy) og i 1972 fik vi stamnavnet Bowena. 13. januar 1972 fødtes vores første kuld med bl.a. Bowena ́s Andrea som blev stammoder til Vad Jensens Af Tarup. Det blev til 6 kuld i alt gennem 70’erne. Men da først Boy døde, og senere Mussi 18 år gammel, så skulle vi i hvert fald ikke have kat igen!
Men men men… I 2004 forærede min bror mig så SSpeeds Amy, som hans datter ikke kunne beholde. Han vidste jo, at jeg ikke kunne stå for racen. Vi skulle lige have et enkelt kuld, og søgte længe efter en hankat. I 2006 lykkedes det med hjælp fra Cecilie Løveid at få kontakt til NEcat’s Gary Potter og den 11. oktober 2006, fik vi G-kuldet med 8 levedygtige killinger og så var vi ramt af bacillen igen.
Har CRX en fremtid i DK
I nullerne var der flere opdrættere bl.a.: Tværmose, Løveid, BicciBonny, Tokkeløkkehus, Yeoman, Fogedgården, Blyth og Ramdals. Finanskrisen i 2008 gjorde det svært og de fleste stoppede stille og roligt.
For nærværende er i FD regi kun os og DK Pixiepaws tilbage. Det er mit håb, at denne artikel kan gøre nogle katteelskere varm på ideen, om at starte et opdræt.
Kilder
Som man kan forstå, er det ikke alt, jeg selv har oplevet. Jeg har læst mig til det meste. Skulle du have lyst til at lære mere, vil nedenstående artikler være at finde på Facebook: Bowena Cattery i albummet artikler
- “Raspresentation Cornish Rex af Päivi Palokangas.“Våra katter” 5-2011
- “Livet ändrades med Cornish Rex, Ewa Löwdin. “Våra katter” 5-2011
- “Cornish Rex og Devon Rex af Ulrich Alster Klug (DKYeoman) “KM-5-2003
- “Rexer i Danmark af Susanna Toldi Bugge (DK*Bodwin) “KM-5-2003
- “Hvordan jeg fik min første Cornish Rex af Hanne Hende “KM-5-2003
- “Lidt krøllede tanker af Cecilie Løveid “KM-5-2003
- “A tribute to the breeder of the first Cornish Rex cats” Nancy Hardy, “Cats” nr.2-1971
- “The facinating Rex Cat af Alison E. Ashford, “Cats” Nr.1-1969