Overvejer du at opdrætte racekatte? så læs her hvordan

Forfatter: Bette Lind, Formand Felis Danica
Først udgivet i KatteMagasinet 03/2022

Hvem elsker ikke kattekillinger? og hvis man har en hunkat, der ikke er neutraliseret, kan det være meget
fristende at lade den få et kuld, bare fordi det er hyggeligt. Hvis katten er en racekat, så er har du sikkert allerede en aftale med opdrætteren af katten om at den gerne må få killinger – ellers vil den meget ofte være neutraliseret, når du får den leveret.

Hvis du parrer din racekat med en tilfældig hankat uden stamtavle, så bliver killingerne altid betragtet som huskatte, og skal sælges som sådan. Så hvorfor ikke finde ud af hvordan din hunkat får racekattekillinger?

I Felis Danica har vi 3 klubber, der kan hjælpe med at sætte dig i gang som opdrætter og give dig de rammer, der gør, at du trygt kan kaste dig ud i at være opdrætter – dem kan du møde bagerst i bladet. Og er du blevet medlem af en klub, og føler dig klar til at gå i gang, så er der en række ting, du bør vide om hvilke regler, der gælder for dig som opdrætter.

Alle katte, der anvendes i avl, skal have en dyrlægeattest på, at de er sunde og raske, og ikke har medfødte sundhedsmæssige problemer, som gør at de ikke kan anvendes i avl, blandt andet at de ikke har navlebrok, for mange tæer, eller er døve. Vi vil jo alle gerne have sunde og glade killinger, og en af forudsætningerne for at det kan lykkes er, at forældrekattene er sunde og raske og har et rigtigt godt temperament.

Du bør også sætte dig godt ind i alle aspekter af den race, du gerne vil opdrætte – hvordan er racens
generelle sundhed, er der specielle ting, man skal være opmærksom på inden for racen – nogle racer testes specifikt for nogle genetiske variationer, som man gerne vil undgå at føre videre til killingerne, og her er det selvfølgelig vigtigt at testen udføres inden katten parres.

Mentorordning og Diplomopdrætteruddannelse
Din klub kan hjælpe dig med vejledning, men Felis Danica har også en mentorordning, som vi opfordrer nye opdrættere til at benytte – her kan man nemlig få tilknyttet 2 opdrættere, der kan hjælpe med råd og vejledning i alle aspekter at det at være opdrætter.

Vi tilbyder også en uddannelse til nye opdrættere: Felis Danicas diplomopdrætteruddannelse – se bagsiden for mere information om de første 2 moduler. Man kan med fordel påbegynde uddannelsen allerede før man starter som opdrætter – man skal blot være medlem af en af de 3 hovedklubber.

Stamnavn
Racekatte har typisk 2 navne: første del består af opdrætterens stamnavn, og anden del er kattens eget navn. Men når man starter, kan man få 2 kuld killinger, før man behøver at søge stamnavn, sådan at man kan prøve sig selv af som opdrætter.

Fødsler
Når katten er blevet parret med den udvalgte hankat af samme race og med stamtavle, går der ca. 9 uger
før killingerne kommer til verden. Du skal sikre dig, at fødslen foregår indendørs og er overvåget. Katte er
normalt gode fødere, men det kan selvfølgelig gå galt, og så er det vigtigt, at du er til stede og kan gribe
ind. Vi har en regel, der siger, at hu katte, der skal have kejsersnit mere end én gang, ikke må fortsætte i avl.

Hvis katten skal have kejsersnit for anden gang, bør den samtidig neutraliseres. Det er også en regel, at en hunkat ikke må få for mange kuld for tæt på hinanden. I løbet af enhver 24-måneders periode må hun kun føde max. 3 kuld killinger.

Hun må dog gerne få flere end 3 kuld i løbet af sin avlskarriere, men det er altid en god idé at snakke med sin dyrlæge, når katten alligevel er til den årlige sundhedsundersøgelse, og få en vurdering af om katten er i god nok kondition til at få flere kuld.

Hvor skal katten føde? Du bør forberede en egnet fødeplads for hunkatten på et roligt sted i hjemmet, hvor hun kan føde i fred og ro og føler sig tryg. Du bør have dyrlægens telefonnummer ved hånden, hvis der skulle opstå komplikationer undervejs.

Lyngkatten’s Grandezza, MCO ns 09 22
Ejer: Katarina Andersen

Stamtavler
En kat er kun en racekat hvis den har stamtavle!

Stamtavlen skal altid følge katten, også selv om du forærer den væk som en gave.

Stamtavlen er ikke dyr! Det er en brøkdel af prisen for en sund og rask kat, så snyd ikke dine købere for at få kattens ”ægthedsbevis” med i handlen.

Det er slået fast både i afgørelser i Forbrugerklagenævnet og ved en nylig retssag, at man ikke må sælge
sin killing som racekat, hvis der ikke medfølger en stamtavle fra et anerkendt stambogsførende forbund, så som Felis Danica.

Salg af kælekatte er nemlig underlagt loven om Forbrugerkøb, og hvis en handel af en eller anden grund
går skævt, kan køber klage via Forbrugerklagenævnet, hvor langt de fleste opdrættere automatisk vil blive
opfattet som erhvervsdrivende. At en køber klager, er ikke ensbetydende med, at de får ret; kun knap halvdelen af indbragte sager falder ud til klagers fordel. Prøv først at løse det i mindelighed, hvis der opstår tvister; spørg evt. din klub om vejledning vedrørende dine pligter og rettigheder som sælger.

Handel mellem 2 opdrættere regnes som et handelskøb, hvor parterne er ligebyrdige, og man kan her ikke indbringe klage for Forbrugerklagenævnet. Man kan til gengæld forsøge sig med Felis Danicas mæglerordning, hvis ikke tvister kan løses i mindelighed. Da der er tale om handelskøb, er der ikke automatisk reklamations ret, medmindre det er skriftligt aftalt, og du bør undersøge killingen grundigt, uanset om du er sælger eller køber af den, hvis den handles med henblik på avl.

Som medlem af en af vores klubber, skal du altid registrere alle killinger i et kuld. Dødfødte killinger registreres ikke, ligesom killinger, der dør, inden du når at indsende stamtavleansøgning, heller ikke behøver registreres.

Obligatorisk chipmærkning
I Danmark har vi ikke noget lovkrav omkring chipmærkning af killinger, men det har vi i Felis Danica fra og med 1.1.2023 – her skal alle killinger være chipmærkede, når de flytter hjemmefra, og deres chipnummer skal registreres på deres stamtavle.

Fraflytning ved 14 uger
Killinger må i flg. loven flytte hjemmefra, når de er 12 uger gamle, men i Felis Danica er reglerne ændret,
sådan at killinger fra 1.1.2023 skal være 14 uger gamle, før de må rejse hjemmefra. Killingerne skal naturligvis være vaccinerede, når de flytter, lige som mange opdrættere vælger at neutralisere killingerne, inden de flytter.

Hvorfor blive opdrætter?
Opdræt er en dejlig hobby med mange glæder. Kravene, der skal opfyldes, er beskedne, ligesom prisen på stamtavler er overkommelig. Hvis du kommer i tvivl om noget, så bed din klub om råd og vejledning – det er en del af medlemsservicen. Brug lidt tid på at gennemlæse avls og registreringsreglerne på www.
felisdanica.dk, og har du spørgsmål til disse regler, og hvordan de skal tolkes, så står Felis Danicas avlsråd
klar til at hjælpe. Spørg dem f.eks. før du importerer en kat fra et andet forbund: de kan fortælle dig, om
stamtavlen lever op til de krav, der stilles i Felis Danica.