Af Anette Kampf (Ex kat. II dommer)
Først udgivet 04/2012
Efter 25 år som dommer har jeg nu takket af. Det har de fleste år været en berigelse i mit liv, men for flere år siden besluttede jeg, at med den ”normale” pensionsalder, måtte det også være ok at stoppe den gerning.
Det startede i 1982, et år efter jeg fik min første racekat, en Hellig Birma. Jeg blev via Per og Lotte Borch ”lokket ind i fælden”, først med lidt steward-job, siden sad jeg nogle år i Racekattens bestyrelse, og så begyndte tankerne omkring det at være dommer at melde sig. Jeg var så heldig at få ”skub i ryggen” af legendariske Alva Uddin, og havde fantastisk mange lærerige elevgange rundt i Europa. Jeg valgte Danmark fra i den henseende, specielt for ikke at blive for ”farvet” af de hjemlige katte og udstillere. Til gengæld havde jeg stor glæde af at komme privat hos f.eks. Dortemarie Kaplers, og jeg fik set mange killinger og ungkatte efter både Skovkatte og Maine Coons, en meget stor hjælp, når man skal dømme i klasse 11 og 12. Jeg var ofte dommerelev i Sverige, hvor man dengang havde en klasse for ”lika som bär”, dvs. at dømme afkom der lignede en far eller mor mest – utrolig lærerigt ! I 1987 aflagde jeg min eksamen i Trondhjem og fik lov at tage mit første stadie hos Jyrak på en udstilling i Århus – så vidt jeg husker ! Og for at blive i det lidt sentimentale hjørne, så dømte jeg der for første gang en af Gerda Andersens Birmaer – nu har jeg dømt for sidste gang i Danmark, hos Jyrak, og den dag også en af Gerdas katte ! Cirklen er sluttet, og for at slå den sidste knude, har jeg lige dømt på svenske Alfakatten’s 25 års jubilæums-udstilling, jeg dømte også på deres første.
Min beslutning om at stoppe er også gennem de sidste år blevet underbygget af en indre utilfredshed med standarden på vores katte. Jeg kan af gode grunde kun udtale mig om kategori II-kattene, men jeg er ofte gået fra panelerne med en dum smag i munden. Jeg mener, jeg tolker standarderne meget kategorisk, for uden dem har vi vel ikke meget at holde os til. Hvad ”tendensen” siger, har jeg aldrig brudt mig om og har sikkert heller ikke været vellidt flere steder, men det har aldrig været en popularitetskonkurrence for mig personligt. Jeg har f.eks. altid kategorisk taget afstand fra ”persertypede Birmaer”, Norske Skovkatte med blød pels og Maine Coons uden, katte med halefejl etc. De kan være nok så flotte at se på, og pragtfulde i temperament, men i Best in Showpanelet har de efter min mening ikke noget at gøre !
Ligeledes har jeg heller aldrig afholdt mig fra at fravælge katte, bare fordi de gjorde ”karriere” og var ”kendte”. En gang i Norge fik jeg oplyst af en norsk kollega, at en bestemt kat ville blive ”Årets kat i Norge”, hvis den vandt i panelet –hvilken uhyrlighed at oplyse om, med et svag hint til, at det var den, jeg skulle stemme på! En kat skal i min verden opfylde standarden til nærmest punkt og prikke samt have noget udstråling for at være med i den konkurrence. Næh, nu bliver jeg hjemme hos mine egne 4 Birmaer, lister afsted til Jyraks udstillinger som tjenende ånd for bl.a. mine gamle kolleger og tager ellers kun afsted, når mine rejser går til venner og bekendte i udlandet.
Tak til alle jer, der har gjort de 25 år til en dejlig og interessant tid. Der er ikke så mange tilbage fra den dengang jeg startede, men alligevel en del ansigter, der går igen, og der er kommet mange andre dejlige mennesker til. Hvor har vi haft mange sjove oplevelser sammen, og undskyld til dem, der er sure på mig, fordi jeg dømte deres katte ned – jeg gjorde det for racens skyld ! Jeg håber aldrig, jeg har virket personlig i mine bedømmelser, det har i hvert fald ikke været tilsigtet