Hvornår er killingen gammel nok til at flytte hjemmefra?

af Birgit Holme
Først udgivet i KatteMagasinet 04/2020

Jeg har som ny opdrætter, med indtil videre 3 kuld under bæltet, tænkt meget på, hvornår mine killinger er gamle nok til at flytte hjemmefra. I kender sikkert alle til den utålmodige killingekøber, som bare ikke tidligt nok kan få killingen hjem. Sidder du og mangler argumenter for, hvorfor dine killinger skal være ældre end det loven kræver, kan denne artikel måske give dig nogle argumenter.

Loven er jo meget simpel, killinger skal være mindst 12 uger før de må tages fra deres mor. Men er 12 uger nu også den alder hvor de reelt er klar til at flytte?

Jeg er Felis Danica Diplomopdrætter fra 2014 og blev færdig med Pawpeds G3 i 2020 og selv med de mange teoretiske input og erfaringen fra mine egne og andres kuld, er jeg stadig lidt i syv sind. Jeg er kommet frem til, at det simpelthen er individuelt fra killing til killing, men også at killinger fra mig aldrig kommer hjemmefra før de er mindst 14 uger gamle.

Hvorfor så lige 14 uger?
At det er 14 uger er primær grundet resultaterne fundet i en stor videnskabelig undersøgelse fra Finland. Undersøgelsen er med 5726 katte fordelt på 40 racer og blev offentliggjort i 2017 og har titlen ”Early weaning increases aggression and stereotypic behaviour in cats” [Tidlig fravænning øger aggressiv og stereotypisk adfærd hos katte].

En undersøgelse med så mange katte fra så mange forskellige racer, vurderer jeg til at være et godt bud på virkeligheden.

Jeg, som de fleste andre opdrættere, laver flest kælekatte og for mig er et dejligt temperament, næstefter sundhed, det vigtigste. Hvis jeg ved at holde dem hjemme hos mor og søskende nogle få uger ekstra, kan være med til at mindske risikoen for aggressiv og stereotypisk adfærd, er det for mig de ekstra uger værd.

Om det er værd for dig og dit opdræt handler denne artikel ikke om, jeg præsenterer blot mine tanker og begrundelser for, hvorfor jeg ønsker at beholde dem hjemme til mindst 14 uger. I realiteten bliver de hjemme til 15-16 uger, men spørger en killingekøber er svaret ”mindst 14 uger og afhængig af killingen op til 16 uger”.

The effect of weaning age on social behavior in logistic regression analyses. Grey circles are the groups considered early weaned.
(a) Cats weaned in adulthood were less aggressive towards family members than other cats.
(b) Cats weaned before 8 weeks of age were more likely aggressive towards strangers than cats weaned at 12–13 weeks of age. Cats weaned at 14–15 weeks of age were less aggressive than early weaned cats. Furthermore, cats weaned in adulthood were less aggressive than other cats.
(c) Cats weaned in adulthood were less likely to display aggression towards other cats.
(d) Weaning age did not affect shyness towards strangers.
(e) Weaning age did not affect probability for decreased contact. Error bars indicate 95% confidence limits.
N = 5726.

Jeg har tidligere haft huskatte og hittekatte og er derfor virkelig opmærksom på, hvor meget en god socialisering betyder for at få søde familiekatte.

Som skrevet i undersøgelsen ”Resultaterne viser, at fravænning inden 8 ugers alderen øger risikoen for aggression, men ikke for at killingen bliver bange. Desuden har katte, der er fravænnet efter 14 uger, en lavere sandsynlighed for aggression over for fremmede end tidligt fravænnede katte og en lavere sandsynlighed for stereotyp adfærd (overdreven pelspleje) end katte, der er fravænnet efter 12 uger”.

Med andre ord killinger der bliver hjemme hos mor og søskende til de er mindst 14 uger, har vist sig at få færre adfærdsproblemer som voksne. Men igen dette er jo ikke en facitliste og der er killinger som sikkert sagtens kan flytte hjemmefra som 12 ugers, men er du i tvivl, som jeg har været, så har du i denne undersøgelse videnskabeligt belæg for at holde dem hjemme til de er mindst 14 uger.

Artiklens fulde ordlyd kan findes her: https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC5583233/ Den er kun udgivet på engelsk, så vidt jeg har kunnet finde. Det er ikke meget kompliceret engelsk, så prøv!