18. & 19. april 2026 i Sydbank Arena, Kolding
Scandinavian Winner er et stort FIFe Winner Show, som afholdes på skift hvert år af et af de 4 lande, der er med i SW-gruppen: Kattförbundet SVERAK (Sverige), Suomen Kissaliitto RY (Finland), Norske Rasekattklubbers Riksforbund (Norge), og endelig for første gang i 2026: Landsforeningen Felis Danica (Danmark).
Historisk set er det et show, der går tilbage til de tider, hvor det var stort set umuligt at rejse med kæledyr til og fra Norge og Sverige på grund af de 2 landes rabiesbestemmelser, men i dag findes der en række Winner-shows i hele FIFe, hvor grupper af lande går sammen om at arrangere disse store shows.
De katte, der bliver Best In Show på det kommende Scandinavian Winner får tildelt titlen Scandinavian Winner 2026 (SW’26), og det er en meget eftertragtet titel. Vi håber derfor fra Felis Danicas side, at der kommer rigtigt mange katte fra så mange som muligt af FIFes medlemslande for at tage konkurrencen op.
Der er naturligvis en speciel webside dedikeret til udstilling, www.scandinavianwinner2026.com, hvor man kan læse alt om tilmelding og deltagelse, dommere, showhotel, show middag med meget mere.
Ses vi i Kolding?


