– den maskede kat med hvide poter og blå øjne
af Pia Falk Thuesen og Susanne Wehnert
Den hellige birma er kendt og elsket for sine blå øjne, fine hvide handsker og venlige sind. Det er en charmerende og indtagende kat, der selv synes den er universets midpunkt og forventer en del opmærksomhed fra sin famile. Den trives som regel skidt helt alene, men danner gerne venskab med andre racer eller endda en hund. Den sover gerne i børnenes senge, ligesom den deltager i opvasken og andre af familiens gøremål som en selvfølge.
Udseende
Birmaen er en medium størrelse kat, og ordet medium bruges flere steder i den officielle standard til at beskrive den. Den hoved er harmonisk med let rundet pande, veludviklede, let rundede kinder, fast hage og medium længde på næsen. Ørerne skal være relativt små med rundet kant. Øjnene er medium størrelse i forhold til hovedets størrelse, let ovale men absolut ikke runde – og de er altid blå. Kroppen er en andelse aflang, og hannerne er naturligt større end hunner.
Poterne er faste og rundede, og de fremviser racens kendetegn – de hvide handsker. Standarden er ganske detaljeret på dette punkt – der skal være hvidt på alle tæer, men ikke for højt, og det skal være så regelmæssigt og symmetrisk som muligt. På bagsiden af bagbenene fortsætter den hvide handske opad bagbenet og ender i en kile.
Det er overordentligt svært at styre handskernes størrelse og facon, og det er derfor svært at lave den helt perfekte udstillingsbirma. Heldigvis sidder det gode sind jo ikke udelukkende i handskerne, og ønsker man et dejligt familiemedlem kan man roligt vælge sig en birma, der har været knap så heldig med malerbøtten, da der blev uddelt hvide aftegninger.
Pelsen er silkeagtig semilang til lang. Den korrekte pels har kun ringe underuld, og den filtrer derfor stort set ikke. Nogle birmaer har mere fyldig pels og skal derfor børstes oftere og have hjælp til at holde sig fri for knuder, men heldigvis er det en race der normalt sætter stor pris på at ”bliver gjort noget ud af” og de fleste elsker opmærksomhed fra ejeren med kam og børste.
Racen er godkendt i 6 grundfarver: brunmasket, chokolademasket, blåmasket, lillamasket, rødmasket og crememasket, samt tortie- og tabbyvarianter heraf, samt yderligere sølv/smokevarianter, der dog endnu ikke har fundet grundlag i de danske opdræt.
Temperament
Den typiske birma er charmerende og indladende. Den snor sine mennesker om din behandskede pote, blinker med det smukke blå øjne og får som regel sin vilje, fordi der bag de blå øjne gemmer sig en vilje af stål. De trives fint med de fleste andre katte, og det er almindeligt at hunkatte med killinger slår sig sammen om fælles børnepasning.
De fuldvoksne fertile hanner er ganske territoriale, og udover at de som regel strinter i ganske betydelig grad, kan de som regel heller ikke acceptere andre hanner eller kastrater. Som regel må man ret hurtigt opgive at lade en voksen fertil hankat leve frit sammen med familiens andre katte, og der er da heller ikke mange der binder an med at have egen hankat fordi det er en del mere kompliceret end at have hunkat eller kastrater.
Birmaen er som regel ikke så god til at underholde sig selv, og man skal regne med at den trænger sig på for opmærksomhed. Hvis man har lange arbejdstider er det nødvendigt, at den har en artsfælle at dele de lange timer alene med.
Oprindelsen
Racens oprindelse fortaber sig lidt i historien. Der findes en legende om dens oprindelse i østen:
”Engang for længe side, højt oppe i Lugh bjergene nær grænsen til Kina, boede Kittah munkene, i fred og fordragelighed, sammen med 100 helt hvide katte med gyldne øjne. De levede deres liv i klosteret, i tilbedelse af gudinden Tsun-Kyankse. Tsun-Kyankse var gudinden med de safirblå øjne, som vogtede over transformationen af Kittah munkenes sjæle, så de kunne genopstå som hellige dyr.
Hun sørgede således for, at de mest hengivne munke, kunne leve videre, højt velsignet og agtet, i de hellige kattes perfekt skabte krop, resten af kattens levetid. Den højagtede munk Mun-Ha, havde et langt gyldent skæg, som skulle være flettet af gudinden selv. Mun-Ha tilbragte derfor ikke et eneste minut, sagde eller tænkte noget, som ikke var hengivet til at forgude eller tilbede gudinden.
En nat, blev klostret invaderet af barbariske tyve og munkene så hjælpeløst til mens Mun-ha blev dræbt midt i bønnen. De så, da Sihn instinktivt sprang op på maven af hans døende herre, for at forsvare ham, mens han intensivt kiggede ind i øjnene på gudinden Tsun-Kyankse. Munkene så, at gudinden med et mirakel ændrede Sihn. Hans pels blev gylden, ligesom Mun-Has skæg han stod på, hans øjne blev blå som gudindens han kiggede på. Hans ansigt, ben, ører og hale blev mørke pga. al ondskaben i verdenen, mens hans poter forblev hvide som tegn på uskyld og selvopofrelse. Da de Kittah munkene så dette mirakel, fandt de styrken til at jage tyvene på porten. Sihn forlod ikke hans herres side og efter 7 dage døde han, bærende Mun-Has sjæl til himmels. Da munkene kom til bøn næste morgen, så de at alle templet katte havde ændret sig til at ligne Sihn.”.
Det vi med sikkerhed ved er, at den ankom til Sydfrankring omkring år 1920. Angiveligt var en amerikansk millionær på rundrejse i Østen i stand til at købe et par katte fra en utro tempeltjener. kattene kom med på rejsen, og undervejs døde hankatten Madalpour. Hunkatten, Sita, var drægtig, og da rejseselskabet nåede til Nice nedkom hun med killinger. Vanderbilt overdrog Sita til en af rejsekammeraterme, Mme Thadde-Haddish, som senere overdrog enten Sita eller den eneste overlevende killing, Poupee, til Mr Baudoin-Crevoisier. Poupee anses for stammoder til racen.
Nogle få år senere var der angiveligt endnu en import til Frankrig. Templet Lao-Tsun var under angreb og blev kun reddet med hjælp af den engelske major Russell Gordon og Auguste Pavie, der som tak fik et par tempelkatte. Igen døde hankatten på vej til Frankrig, mens den drægtige hunkat overlevede og bidrog til racens start.
Det er mere end svært at få disse begivenheder bekræftet. Måske er der nogen sandhed i det – både August Pavie og major Russell Gordon er i hvert fald virkelige personer, og vi ved med sikkerhed at racen stammer fra østen. Men hvad der i virkeligheden skete er svært at vide.
Nutidens gen-forskning bekræfter at racen stammer fra østen, og det vil sikkert overraske de fleste, at den race, der viser sig at være birmaens nærmeste slægtning, er koraten! Hvor koraten stadig kan findes i Thailand og importeres som novice, er det til gengæld helt umuligt at rejse til østen og finde noget, der minder om den hellige birma. I 1959 kom der fra Cambodia et par hellige templekatte til USA – angiveligt det vi forstår som hellige birmaer. Men igen er det svært at få fakta helt på plads.
I Europa trivedes racen fra starten. Allerede midt i tyverne bliver den anerkendt som race i det franske forbund. FIFe tager racen med fra sin begyndelse i 1949, og det er dermed en af vors oprindelige racer.
Men hvor det gik fint i de første årtier, var der efter anden verdenskrig – som det skete for så mange andre dyr og racer – ikke meget tilbage at gøre med. Kun 2 kendte eksemplarer overlevede krigens rædsler, og disse 2 ligger idag til grund for alle vores nulevende birmaer. De hed Xenia de Kaabaa og orloff de Kaabaa. Selvfølgelig kan man ikke genopbygge en hel race på blot 2 katte.
Man har derfor – ligeledes som andre racer har måttet – forsigtigt iblande andre racer, for at få racen på fode igen efter krigen. Det er altsammen længe siden nu, og siden da er bl.a. perser og siameser blandet i mixet. Alligevel er det lykkedes at fastholde en race med sit eget kendetegn både i udseende og sind. Selve de fine handsker er et unikt gen, der kun findes hos birmaen, mens maskegenet selvfølgelig også kendes hos andre maskede racer.
Den hellige birma er sædvanligvis en sund race, der med lidt held lever til en høj alder. Hunkattene har som oftest lette fødsler og et veludviklet moderinstinkt.
På grund af den snævre start med blot 2 katte som grunlag for den moderne birma, døjer racen med en snæver genpulje, omend populationens størrelse er fin. Man bør derfor se sig omkring, når man vælger avlsmateriale – udover at lægge vægt på sundhed og temperament, skal man også huske at sikre sig at der ikke parres alt for tæt.