Sokokens historie

Af Ksenia Karpinska
Sokoke er en interessant afro-dansk kat, ofte beskrevet som en skovkat. Den blev godkendt I FIFe i 1993. Sokoken menes at have levet i afrikanske skove som en tamkat, hvor den boede side om side med lokale stammer.
Sokoke er en katterace og det oprindelige navn for racen var Khadzonzos. Dette navn blev givet til katten af det lokale folk, Giriama-stammen, som havde kendt katten igennem mange år. Det menes, at sokoken har eksisteret i århundreder før Vesten opdagede den. “Khadzonzo” betyder “ligner bark” på Giriama-folkets sprog, og det er nemt at se hvorfor. Kattens pels er et modificeret tabbymønster, der ligner træbark – ligner den marble bengal.
Det menes, at Sokoke-katten tidligere blev brugt til menneskeføde. Den var dog forholdsvis ukendt indtil 1978, hvor den kenyanske farmer Jeni Slater fandt et kuld killinger i sin kokosnødplantage i Arabuko-Sokoke-skoven på Kenyas kyst. Jeni, som opdrættede heste, fandt killingerne meget specielle og tog dem med hjem som kæledyr. Da killingerne var meget unge, måtte hun flaske dem op. Deres marmorerede tabby-mønster var ikke normalt i Østafrika, og deres kroppe var slanke og udenlandsk af udseende.
Gloria Møldrop, en ven af Slater, tog nogle af kattene med til Danmark for at opdrætte dem, da Jeni Slater frygtede for racens overlevelse i Kenya. I 1990 importerede hun flere katte fra Kenya for at styrke avlsgrundlaget. Kattene blev først udstillet i København i 1984. Racen blev officielt godkendt i FIFe i 1993, og fik navnet Sokoke, opkaldt efter det område, de stammer fra.
Sokokens DNA
Der har været spekulationer om, hvorvidt der var tale om en tamkat eller en efterkommer af en vildkat, der har domesticeret sig selv. Ifølge nyligt offentliggjorte data fra Cat Genome Project, baseret på DNA-prøver, er det blevet konkluderet, at Sokoke er en del af den asiatiske gruppe af tamkatte og har ogs¨genetisk oprindelse i den arabiske vildkat.
Sokoken, de fritgående gadekatte fra Kenyas kystområde og kattene fra Lamu-øen er nu blevet placeret i en lille genetisk gren af den asiatiske tamkattegruppe med arabisk vildkatteindflydelse. Disse tre typer katte deler regionale og genetiske ligheder, men adskiller sig meget i farver og kropsstruktur ved nærmere eftersyn.
Racen er stadig ekstremt sjælden i dag.

Racens egenskaber
Temperament
Sokokes er meget aktive og elsker at klatre og “tale” med deres mennesker og kattefamilie. De knytter sig dybt til hinanden og deres ejere. Denne egenskab gør det svært at omplacere dem, da voksne katte og ældre killinger har længere tilpasningstid. Når en Sokoke først føler sig tryg og sikker, kommer deres søde og intelligente personlighed til udtryk. Den er meget kærlig og venlig uden tegn på aggression. På trods af dens formodede vilde ophav er den meget følsom. De er ikke typiske skødekatte, men vil gerne sidde i skødet, hvis de får et signal om det.
Det er også meget en meget intelligent kat, der udtrykker sig fuldt ud med sit kropssprog. Det er en selvstændig kat,der ikke har noget imod at være alene. De er også dygtige svømmere.
Sokoke-katte er generelt nemme at holde og trives godt i kontrollerede omgivelser, de kræver ikke meget pelspleje. Faktisk hævder de oprindelige opdrættere i Danmark, at de er så domesticerede, at familier ikke vil have problemer med at have dem som kæledyr.
Det er typisk, at hannen hjælper med at opfostre killingerne, og hvis forældrene får lov at blive sammen, vil moderen ofte vente i måneder med at fravænne sine killinger, selvom deres udvikling går hurtigt, når de flytter hjemmefra. Kønnsmodning indtræffer som regel i 8-10 måneders alderen og hunner kan være ret højlydte, når de er i løbetid. Deres forventede levetid svarer til andre racekatte – omkring 15 år i gennemsnit.

Generel beskrivelse – Sokoke
Sokoken er en mellemstor kat med lang krop og lange ben, og den ligner en ocelot. Den bevæger sig også anderledes end andre tamkatte – dens bevægelser minder om en gepards. Kroppen er slank og meget muskuløs, men ikke kompakt. Bagbenene skal være længere end forbenene, ligesom hos en vildkat. De har også en unik “tip-toe” gang, både på grund af mere lige knæled og de længere bagben. Hovedet virker lille i forhold til kroppen, og næsen er mediumlang og lige. Ørerne er mellemstore og placerede med en ørebredde imellem, og øjnene er ravgule til lysegrønne og mandelformede.
Pelsen er altid kort, men ret usædvanlig – den er meget skinnende, kort, elastisk, tætliggende til kroppen og uden den underuld, som de fleste katte har.
Sokokens mønster er lidt utraditionelt I forhold til et normalt blotchedtabby mønster. Det er et kaotisk marmormønster i brunge nuancer, der ydermere også er tickedtabby, og det kan strække sig helt ud til halespidsen.

Recessive farver er sjældne, og ikke godkendt til udstilling. Der er dog set bruntabbymaskede, melanistisk/sort og blå farver, samt én langhåret killing. Som alle korthårede asiatiske katteracer trives de ikke i ekstrem kulde i længere tid. Men modsat tidligere rapporter kan de godt tilpasse sig koldere klima og kræver ikke speciel bolig udover det, andre korthårede asiatiske katte ville have brug for.
Sokoke opdrættes og/eller udstilles i dag i Europa, Storbritannien, USA og Canada.